Distanceret nærvær og det der er værre

Gårdagens negativitet forsvandt udover kantstenene sammen med regnen. Allerede før jeg mødte hende, glædede jeg mig. Der er begyndt en ny pige på arbejdet. Jeg gav hende hånden og forsikrede hende senere om at det hele nok skulle gå. Jeg vidste præcist hvad hun tænkte og følte. Hun grinte af alt hvad jeg sagde. Hun vidste præcist hvad jeg havde brug for.

<Afsnit slettet>

Pludselig krise! Jeg er lige blevet 23 år gammel. Tænk at have levet næsten 1/4 del af mit liv. Og så kun i det glamourløse tilfælde at jeg altså bliver 100 år gammel. Jeg hader matematik. Det her kalder på noget.. På.. At jeg virkelig snart skal opnå noget stort eller skrive et digt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke udtaler mig om ting jeg ikke har sniffet. Typisk mig at gemme humor i sandhed eller sandhed i humor. Og så midt under en meget seriøs krise. Jeg hørte eller tænkte noget absolut genialt idag, det var en sætning, jeg har glemt hvad det var.

Her ligger hunden begravet

Det er kun et par dage siden at jeg havde den naive tanke at jeg var kommet videre, at jeg var helet. Men nissen flytter med selvom jeg løber fra Herodes til Pilatus. Jeg er utålmodig på et eksistentielt plan - jeg venter ikke på nogen, hverken på ham eller mig selv. Jeg har ikke lyst til det der venter rundt om hjørnet og jeg føler ikke at jeg hører til her/der. Ingen roser uden torne, blev der snakket om. Sidst jeg luftede tanken om at jeg ville starte på medicin igen, så fik jeg en afvisning, dette af en veninde vel at mærke, hun sagde bare "nej". Det gør hun faktisk ofte og jeg skifte ofte holdning til hvor vidt jeg kan lide hendes u-indpakkede måde at tale på. Den er befriende, men nogle dage kan jeg bare ikke tåle at høre hvad folk virkelig mener. Men udover alt dette så har jeg ellers været god til ikke at løbe væk fra ting. De sidste 6 måneder har jeg stiret dem lige ind i ansigtet - muligvis med alkohol i blodet eller uden at tale sandt, men det er en start. 

Idag vågnede jeg på det tidspunkt hvor at jeg skulle have siddet til eksamen i 15 minutter. Det var dumt, men jeg lavede opgaven herhjemme og håber på at jeg kan snyde systemet. Højst sandsynligt ikke, men historien havde været god. Og det er det vigtigste. Her til aften har jeg kigget på pille-emballagerne og prøvet at huske hvordan man trapper op - da jeg trappede ud var det fra den ene dag til den anden og det var ikke specielt rart med hjertebanken og kronisk lyst til at hoppe ud af vinduet (når jeg siger kronisk, så var det altså kun et par uger). 320mg. Nu ligger jeg i min seng og når jeg skal op så skal jeg arbejde 10 timer og jeg har allerede ingen appetit på vejene af imorgen. Tiden vil vise hvad det så skal betyde.

Hvis man ellers kendte mig ville man vide at der er noget nyt at jeg ikke fantaserer om at slå min overbo ihjel med blåsyre eller at jeg har fået et bedre forhold til min lejlighed - jeg hader stadig møblerne, bevares, men væggene er der intet galt med. Når jeg tager på arbejde imorgen vil jeg forsøge at tage noget på der ikke viser min tynde krop frem (som jeg plejer), men noget der afspejler at jeg er i kontrol og ikke mangler penge, så må vi se om det virker. Hvad end det nu skal mene. Min korttidshukommelse er på ferie i øjeblikket og jeg har lige nu et problem med at identificer en lyd, det er enten mit gardin eller nogen der er ved at bryde ind i gården. Tja, det lyder måske underligt, men havde det været en film kunne du se hvad jeg mente..

Godnat

Splittet, måske.

Forelskelse, gætter jeg på, er en tilstand. Det er ikke hvordan man har det men hvordan man ta'r det. Det kan være svært at tage beslutninger når man er 50% vellidt/manipulerende narcissist og 50% ensom melankolsk romantiker. Jeg elsker mennesker, opmærksomheden, flirt og våde byture. Jeg er god til det. Jeg er også god til at være single, har aldrig været så glad som da jeg lærte at elske mig selv. Men jeg er mest mig selv når jeg er alene, med bøger og dokumentarfilm - jeg danser i stilhed på en yogamåtte til r&b, men det skal hertil nævnes at jeg ligeså glad er for klassisk musik. Og her i min ellers selvvalgte isolation bliver jeg ensom, nogengange, usikker og savner nærvær med et andet menneske. Den udadvendte del af mig er populær og får nok tilbud, men jeg er ikke interesseret i sex. Jeg er interesseret i dyb emotionel/spirituel kontakt, gensidig respekt og grin. Men hvordan får jeg nogen til at elske mig når jeg er den indadvendte eneboer? Er bange for at blive dømt som værende doven når jeg kan ligge en hel dag og fordybe mig i film eller artikler om et emne.. Jeg har mange interessefelter, jeg synes selv at jeg er ekstremt intelligent og et spændende menneske, men forelskelse giver mig tvivl. Jeg ved at jeg er har noget specielt i mig som verdenen har endnu at se. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, forelskelse, for jeg har svært ved at styre mit humør. Normalt kan jeg nemlig altid kontrollere mine følelser og organisere irrationelle tanker - ned i mentale kasser med låg på. Jeg hader når tvivlen rammer mig og den rammer hårdt. Jeg bliver usikker på migselv, paranoid, jaloux og trist. Jeg er nok bedre foruden forelskelse.