Splittet, måske.

Forelskelse, gætter jeg på, er en tilstand. Det er ikke hvordan man har det men hvordan man ta'r det. Det kan være svært at tage beslutninger når man er 50% vellidt/manipulerende narcissist og 50% ensom melankolsk romantiker. Jeg elsker mennesker, opmærksomheden, flirt og våde byture. Jeg er god til det. Jeg er også god til at være single, har aldrig været så glad som da jeg lærte at elske mig selv. Men jeg er mest mig selv når jeg er alene, med bøger og dokumentarfilm - jeg danser i stilhed på en yogamåtte til r&b, men det skal hertil nævnes at jeg ligeså glad er for klassisk musik. Og her i min ellers selvvalgte isolation bliver jeg ensom, nogengange, usikker og savner nærvær med et andet menneske. Den udadvendte del af mig er populær og får nok tilbud, men jeg er ikke interesseret i sex. Jeg er interesseret i dyb emotionel/spirituel kontakt, gensidig respekt og grin. Men hvordan får jeg nogen til at elske mig når jeg er den indadvendte eneboer? Er bange for at blive dømt som værende doven når jeg kan ligge en hel dag og fordybe mig i film eller artikler om et emne.. Jeg har mange interessefelter, jeg synes selv at jeg er ekstremt intelligent og et spændende menneske, men forelskelse giver mig tvivl. Jeg ved at jeg er har noget specielt i mig som verdenen har endnu at se. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, forelskelse, for jeg har svært ved at styre mit humør. Normalt kan jeg nemlig altid kontrollere mine følelser og organisere irrationelle tanker - ned i mentale kasser med låg på. Jeg hader når tvivlen rammer mig og den rammer hårdt. Jeg bliver usikker på migselv, paranoid, jaloux og trist. Jeg er nok bedre foruden forelskelse.